Guide 01 / 02 / 03

før, under & efter spray tan

01. Sådan gør du

For at få det bedste resultat, skal du peele huden dagen inden (eller om morgenen på behandlingsdagen). Det kan enten gøres med en bodyscrub, handske eller blot et håndklæde efter badet. Det er vigtigt, at du skrubber huden over hele kroppen – også med håndklædet bagefter. Undgå antiperspirant deodorant på behandlingsdagen, da du kan risikere at det blokerer for farven under armene. Det er ikke muligt at fjerne inden behandlingen, da det sidder i huden – derfor undgå det helt. Du må gerne påføre huden bodylotion, så længe der er mere end en time til du skal tannes.

Tanning væsken du bliver sprayet med indeholder stoffet DHA, som er det aktive stof i alle selvbrunere. DHA er aktiv på huden umiddelbart efter behandling og op til 6 timer efter. Du kan se farven med det samme, men du vil først kunne se det endelige resultat af behandlingen efter du har været i bad. Du bestemmer selv om du vil bade efter de 6 timer eller om du venter til dagen efter – resultatet bliver det samme.

Skal du ud samme aften, så sig det til os inden behandlingen starter, så skal vi nok sørge for at farven er super flot til samme aften. Bare husk at have sort tøj på, da farven som bekendt kan smitte lidt af indtil du har badet.

02. Selve behandlingen

Behandlingen foregår ved, at en person sprayer hele kroppen over med tanning væske. Væsken bliver airbrushet på med professionelt udstyr. Vælger man at beholde undertøj på, bliver man ikke brun de steder. Tøjet tager ikke skade, men det vil være en fordel at have mørkt undertøj på. Den afsmittede farve går dog af i vask. Hvis der alligevel skulle være farve tilbage på tøjet efter vask (sker yderst sjældent), betales der ikke erstatning af Tanning Danmark. Tag noget løst mørkt tøj på bagefter og hvis du er kvinde, skal du helst undvære bh.

Du vil være flot brun, når du forlader forretningen og husk farven skal sidde 6 timer, før du må bade.

Selve behandlingen tager ca. 15 min og du vil kunne mærke væsken på huden en times tid efter. Det ødelægger ikke farven, at du tager tøj på – kun hvis det er stramtsiddende.

03. Efter behandlingen

I dagene efter behandlingen er det vigtigt at man smører sin hud med bodylotion hver dag, for at sikre en fortsat ensartet farve i takt med at farven langsomt aftager. Lange varme bade, barbering og bodyscrub vil forkorte holdbarheden af farven.

Man kan dog forlænge den flotte farve ved at bruge en selvbruner spray som kan købes til 199,-

Den giver samme flotte resultat, da den indeholder en lille mængde af samme stof som spray tanning væsken indeholder og vil derfor være med til at holde på den flotte glød længere.

Spray dåsen kan købes i vores forretninger. Du kan ligeledes købe en masse andre produkter fx. bodylotion, bodyscrub. Produkter kan dog variere fra forretning til forretning. Spørg hvis du er i tvivl.